Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogisk tilsynsrapport

Pædagogisk tilsynsrapport                                                                                  Rødovre d. 10.4.2024.
 

Byggelegepladsen Rønneholm 2023-2025
Dato for tilsynet: 29.11.2023

Pædagogisk tilsyn: Byggelegepladsen Rønneholm   
Pædagogisk tilsynsførende: John Hansen, pædagogisk konsulent 
Tilsynet er aftalt med: Lotte Ravn, leder Byggelegepladsen Rønneholm

Baggrund

Hvert andet år gennemføres der et planlagt pædagogisk tilsyn i alle Rødovre Kommunes byggelegepladser, både offentlige og selvejende. 
Tilsynet skal både kontrollere, at dagtilbudsloven bliver overholdt og sikre, at den pædagogiske kvalitet udvikles med det formål at sikre børnene et godt børneliv med trivsel, udvikling, læring og dannelse som hovedformål. Med tilsynet er der også gennemgang af byggelegepladsens udearealer, i forhold til egen sikring af byggerierne og aktivitetsområderne.

Uanmeldte tilsyn sker som stikprøve ved bekymrende henvendelser og som opfølgning på tidligere tilsyn. Uanmeldte tilsyn gennemføres som udgangspunkt med afsæt i skabelonen, dog kan der være særlige opmærksomhedspunkter, der noteres i afsnittet ’Konklusion på pædagogisk praksis’.

Anmeldte tilsyn gennemføres med observationer efter forudgående interviews med udvalgte medarbejdere.

Der udarbejdes rapport på baggrund af den gennemførte observation, som danner udgangspunkt for en efterfølgende drøftelse med byggelegepladsens leder.

Rapporten afsluttes med en konklusion, der offentliggøres på byggelegepladsens hjemmeside. 
Konklusionen er et sammendrag af opmærksomhedspunkterne fra tilsynet. 
I konklusionen benyttes tre niveauer til vurderingen af byggelegepladsens pædagogiske praksis:

•    Generel indsats; Kontinuerligt arbejde med udvikling af kvalitet. 
•    Fokuseret indsats; Enkelte forhold fordrer en fokuseret indsats. 
•    Særlig indsats; Flere forhold fordrer en fokuseret indsats, der også følges op med nyt tilsyn inden for seks måneder.

Tilsynet har fokus på følgende fire temaer:

•    Pædagogik, børnesyn og sammenhæng til byggelegepladsens aktiviteter
•    Trivsel, samspil og kommunikation
•    Læringsmiljøer
•    Evalueringskultur og dokumentation

I rapporten er der indsat eksempler på situationer, som indgår i tilsynets vurderingsgrundlag.

Forord

Byggelegepladsen Rønneholm er en fritidsinstitution, der er normeret til 140 børn i alderen 7 – 17 år, som er beliggende ved Rødovrevej og tæt på Rødovre Skole. Byggelegepladsen og børneinstitutionen Rønneholm er placeret på den samme matrikel, og det er to selvstændige institutioner med opdelte arealer.  
Byggelegepladsen Rønneholm har åbent 365 dage om året med begrænset åbningstid i weekender og helligedage. Byggelegepladsen er kendt for børnenes muligheder for eget dyrehold og byggeri. Primært er børnene indskrevet fra Rødovre Skole.   
Byggelegepladsen Rønneholm præsenterer sig med udearealer, der byder på mange interessante byggerier, volierer, områder med dyrehold og værkstedsfaciliteter, som appellerer til fantasi, kreativitet og lærerige aktiviteter. Lokalerne indendørs er indrettede med muligheder for mange kreative aktiviteter, som bliver tilpasset og struktureret efter børnegruppen.

Byggelegepladsen Rønneholm fremstår tydeligt som et velfungerende og struktureret fritidstilbud.

Datagrundlag

Der er d. 15. februar 2024 indmeldt 140 børn, heraf 121 børn i alderen 7-13 år og 19 børn i alderen 14-17.  
Fordelingen af medarbejdere er 80 % pædagoger og 20 % pædagogmedhjælper.

Tidsforløb

•    Tilsynet er gennemført som anmeldt tilsyn. Tilsynsinterview er afholdt med to medarbejdere d. 14. november kl. 11.00–13.00.  
•    Tilsynet er blevet gennemført med observationer på Byggelegepladsen Rønneholm d. 29. november 2023 i tidsrummet kl. 13.15–16.30.

•    Første gennemgang med lederen er afholdt d. 23. januar 2024 på Byggelegepladsen Rønneholm.
•    Gennemgang med forældrebestyrelsen og leder afholdt d. 6. marts 2024. 
•    Handleplansmøde med lederen afholdt d. 12. marts 2024.
•    Lederen har fået fremsendt udkast til tilsynsrapport d. 14. marts 2024. 
•    Lederen har gennemgået og drøftet fokuserede indsatser med personalet d. 20. marts 2024. 
•    Lederen og tilsynsførende har gennemgået tilsynsrapporten med indsats og handleplan d. 4. april 2024.


Tilsynsrapporten indledes med konklusion på pædagogisk praksis efter de tre niveauer; generel, fokuserede og særlig indsats, samt efterfølgende delkonklusioner for de fire temaer og afsluttes med egenkontrol og sikring af udearealer.

Konklusion på pædagogisk praksis

Generel indsat:

Det opleves tydeligt ved medarbejderinterviewet og ved det efterfølgende observationstilsyn, at personalet er meget engagerede og optaget af, hvordan der kan udvikles og optimeres på aktiviteterne, som hele tiden bliver tilpasset den aktuelle børnegruppes ønsker og interesse, samt at medarbejderne har en særlig opmærksomhed på, at få alle børn med og indgå i fællesskaberne.
Børnesynet er tydeligt i den pædagogiske praksis, med læring og ansvar omkring værkstederne og dyrehold, hvor de voksne er opmærksomme og anerkendende på børnenes behov for hjælp. De voksnes placering i huset og udendørs er smidig og fleksibel, hvilket grundlæggende giver mulighed for at hjælpe børnene og møde børnene, dér hvor de er. 
Byggelegepladsen Rønneholms pædagogiske praksis fremstår velfungerende og velstruktureret, med engagerede medarbejdere, som er fleksible, anerkendende og imødekommende for børnene. Børnene trives og er glade for de tilbud, der er med selvbestemmelse og det store råderum med mulighed for selvforvaltning af egne aktiviteter.
Den generelle indsats betyder derfor, at der er en god platform for at videreudvikle på aktiviteter og indsatser i den pædagogiske praksis.

Fokuseret indsats:

Opmærksomhedspunkter til indsats og handleplan efter drøftelsen med bestyrelsen:

Udvikle samarbejdet og kommunikationen med forældre i forhold til indkøring af børn og børnenes trivsel, tryghed og tilknytning til byggelegepladsen.

Initiativer og aktiviteter der motiverer de ældste børn til at tage medansvar og give medbestemmelse, så de ældste børn bliver rollemodeller og kulturbærere.    

Indsatser i forhold til børnenes anvendelse af deres mobiltelefoner på byggelegepladsen.

Udvikling af et formaliserede samarbejde med skolen.

Åbent hus-arrangementer ”foreslået af bestyrelsen”.  

Særlig indsats: 

intet at bemærke.

Pædagogik, børnesyn og sammenhæng med byggelegepladsens aktiviteter

-    Hvordan den oplevede pædagogik ved tilsynet har sammenhæng til de pædagogiske aktiviteter.

-    Derudover vurderes pædagogikken efter kvalitetsparametre i forhold til struktur, proces og resultat.

-    Der ses endvidere efter, hvordan barnet har værdi i sig selv, og hvordan børnene støttes og værdsættes.

-    Hvordan børnenes initiativer understøttes og hvilken ramme, der er opsat for, at børnene støttes i deres dannelse gennem italesættelse, handlinger og den pædagogiske rammesætning.

Delkonklusion: 
Ved børnenes ankomst til byggelegepladsen bliver børnene mødt og anerkendt af de voksne. 
På dagen for tilsynet er det meget koldt, og de fleste børn, som har gøremål udenfor med deres dyr, er meget målrettede og får klaret dette, før de søger ind i huset til de aktiviteter, der er planlagt i forhold til aktivitetsplanen. Der er flere værksteder, som har åbent, hvor der er gode muligheder for at lave julegaver.   
På Byggelegepladsen Rønneholm lægges der stor vægt på, at børnene indgår i fællesskaber på tværs af alder, hvilket også er gennemgående for alle de aktiviteter, der opleves på tilsynsdagen.

De voksne er gode til at imødekomme de børn, som har brug for hjælp, og til at give ansvar og råderum til de børn, der selv kan gå i gang med de planlagte aktiviteter.
Det er gennemgående for alle aktiviteterne, at der er en god pædagogisk rammesætning med en vekslen imellem de voksnes opmærksomhed på børn, som skal understøttes, og de børn som selv kan. 
Der er en god respektfuld tone børnene imellem, og børnene er rummelige og giver plads til hinanden i forhold til deres alder, og hvad børnene kan, hvilket også er tydeligt i forhold til, hvilke forventninger de voksne har til børnene, i forhold til deres alder og aktiviteterne. Eksempelvis er derpå krea værkstedet en gruppe på 12 -14 årige, som selv kører værkstedet, hvor de yngre børn også deltager med de materialer, der er tilgængelige, og hvor der er en god forståelse børnene imellem, hvor de ældste børn meget fint forvalter det ansvar, de har fået.

Trivsel, samspil og kommunikation

-    Hvordan børnene ser ud til at trives i samspillet med de andre børn og de voksne. Derudover ser vi på kommunikationen imellem børn og børn, imellem børn og voksne, samt voksne imellem, herunder også den forældrerettede kommunikation.

Delkonklusion:
På tilsynsdagen opleves der glade børn, som er i god trivsel i de fællesskaber, der tilbydes. Børnene er gode til at indgå i fællesskaberne i de uformelle og planlagte aktiviteter. Der er de voksne og børnene imellem mange gode drøftelser på værkstederne til processen og om de muligheder, de har. Det opleves også, at børnene har forståelse for og tålmodighed til, at det bliver deres tur til at få hjælp, hvis de har behov. De børn, som har viden og erfaring med processerne, bidrager også til at hjælpe de børn, der har behov. Det er tydeligt, at de fleste børn trives med de kreative aktiviteter og fordybelsen, i den ramme der er stillet til rådighed, som også giver mulighed for, at børnene selv skal foretage valg, og der er et naturligt og godt samspil børnene imellem og med de voksne, der er på værkstederne. 
På tilsynsdagen er der fire voksne på arbejde, hvilket betyder, at de voksne har flere opgaver i løbet af dagen. Det er helt naturligt, at de voksne går til og fra de aktiviteter, som er sat i gang, hvor aktiviteterne videreføres af børnene selv. 
Børnene er gode til at orientere sig om, hvor og hvad der foregår af aktiviteter på tilsynsdagen. Køkkenet er normalt det naturlige møde- og samlingssted, for børnene. Køkkenet er stedet, hvor børnene tjekker ind og ud på AULA, stedet hvor børnene altid bliver mødt af en voksen, der kan guide til dagens aktiviteter. Køkkenet er ikke tilgængeligt pga. ombygning, hvilket har stor betydning for en del aktiviteter, som normalt foregår i køkkenet. Børnene kan godt navigere uden køkkenet som livsnerve, men det er sværere for de voksne at havde overblik på børnenes færden på byggelegepladsen uden det naturlige samlingssted.

I forbindelse med tilsynet er der ingen forældre på byggelegepladser. Ved børnenes indkøringen er der en særlig opmærksomhed på at orientere og inddrage forældre om, hvilket fritidstilbud Byggelegepladsen Rønneholm er. Personalet har et stort ønske om et kontinuerligt samarbejde med forældrene i forhold til, hvordan børn benytter og fastholder deres tilknytning til byggelegepladsen. 
Der er via forældrebestyrelsen blevet et særligt fokus på, hvordan byggelegepladsen, kan fastholde børnenes tilknytning til byggelegepladsen med pjecen ”Ung på byggeren”. Den kommer med et ønske om, at alle børn og unge skal opleve at have medansvar og indflydelse, hvor byggelegepladsens aldersdifferentiering giver en hel særlig mulighed ved at kunne tilpasse og tilbyde aktiviteter for aldersgruppen 7–17 år, hvor byggelegepladsen kan støtte og sikre de unge og forældrene igennem de unges teenageår fra barn til ung, fra legeaftaler til venskaber og interesse fællesskaber, med særligt tilrettelagte aktiviteter for de unge, hvor det forsat giver mening at bevare tilknytningen til byggelegepladsen. 

Læringsmiljøer

-    Hvordan de pædagogiske aktiviteter er tilrettelagt. 
-    Hvordan aktiviteterne inddrager hensynet til børnenes perspektiv, deltagelsesmuligheder, børnefællesskaber og børnenes forskellige forudsætninger. 
-    Ligeledes skelnes mellem de relationelle læringsmiljøer og den fysiske rammesætning af samme. 
-    Læringsmiljøerne betragtes ud fra tre forskellige perspektiver: det fysiske, det æstetiske og det psykiske.

Delkonklusion:

De pædagogisk aktiviteter er tilrettelagt, så alle børn kan deltage med stor vægt på børnenes aldersspænd, hvor der stor forskel på, hvad der forventes af de yngste og ældste børn i forhold til deres forudsætninger, viden og kendskab, hvilket de voksne er meget opmærksomme på.
Der er stort fokus på, at byggelegepladsens aktiviteter er en "kan" ramme, hvor børnene har mange muligheder. Samtidig er der en opmærksomhed på, at der for nogle børn skal skabes deltagelsesmuligheder, så de kan indgå i interesse- og læringsfællesskaber, som især fremstår meget tydeligt ved kaninhold, hvor der er tre børn sammen om en kanin. Det er de voksne, der sammensætter børnene til kaninerne, hvor børnene selv indbyrdes skal aftale pasningen af kaninerne.  

Området indenfor såvel som udendørs giver gode muligheder for at afprøve, eksperimentere og opnå færdigheder med de pædagogiske aktiviteter, i alt fra læring på værkstederne, byggeprojekter til det at få og tage ansvar og drage omsorg for dyrene.

Generelt er der et stort fokus på, at der aldersdifferentierende aktiviteterne og arrangementer, så børnene kan vokse fra barn til ung. Dette gælder primært for aktiviteter, der tilbydes til de ældste børn, hvor børnene og de unge får større indflydelse og medansvar ved at blive inddraget i planlægning og afholdelse af aktiviteter, arrangementer og ture.  

Byggelegepladsen har gode informationsbeskrivelser fra indgangen med gennerelle oplysninger om Byggelegepladsen Rønneholm, og hvordan man færdes på byggelegepladsen som gæst. På området er der gode lærerige fakta tavler om de enkelte dyr med foderplaner og andet nyttig viden. Indenfor er der gode informationsoversigter for børnene i forhold til aktiviteter og for årstiden fx julegave værkstederne 2023.

Evalueringskultur og dokumentation

-    Hvordan den pædagogiske dokumentation understøtter børneperspektiv og bidrager til det styrkede forældresamarbejde. Ligeledes fokuseres der på, hvilken form for kontinuerlig evaluering der benyttes for at forbedre hverdagspraksis.

Delkonklusion: 
Personalet drøfter dagligt den pædagogiske praksis, og ugentligt på personalemøderne gennemgås børnenes fremmøde og trivsel, hvad børnene er særligt optaget af, samt hvad der kan gøres for at optimere deres deltagelse i aktiviteter, og de fællesskaber børnene indgå i. 
Byggelegepladsen er et sted, hvor børnene kan vælge efter interesse, og hvor man samtidigt forsøger at inddrage og forpligtige børnene i forhold til deres valg til deltagelse og ejerskab til byggelegepladsen fx. via børnemøder.

I forbindelse med indkøring af børnene er der et tæt samarbejde med forældrene med at sikre børnenes tilknytning til byggelegepladsen. 
Der er ikke en fast struktur og aftaler for møder med forældre. Personalet kontakter forældre, når der opstår situationer, hvor det er vigtigt at havde dialog sammen. 

Konklusion på udearealer

-    Hvordan sikrer byggelegepladsen egen kontrol af udearealernes byggerier, aktivitetsfaciliteterne, områdets beplantning, træer, tilsyn og opsyn med dyrehold:

-    Handling og plan for udearealernes, byggerier og aktivitetsfaciliteter, som kræver en særlig indsats i forhold til sikkerhed:

Byggelegepladsen sikrer egen kontrol med tilsyn af udearealernes byggerier og aktivitetsfaciliteterne ved personalets daglige ophold og aktiviteter i områderne.  Derudover er der kontrol og opsyn på området med dyreholdet, ligesom børnenes byggeri foregår i samråd med de voksne, som sikrer, at byggeriet udføres og foregår forsvarligt - dette gælder også børnenes anvendelse af værktøj.    

Buske og mindre beplantninger beskærer personalet selv, og træer førers der tilsyn med i forhold til sikkerheden. Beskæring med træer aftales med Teknisk Forvaltning, ligesom der indhentes og råd og vejledning.